Kunst, design og noveller
Kunst, design og noveller
af Bendt Bülow
Han kunne ikke tro sit eget held. Han kiggede igen på lottokuponen. Den var god nok.
Nu manglede han bare at få at vide hvor stor gevinsten var.
Der stod det. Fem millioner og noget.
Da han kom hjem kunne han ikke få sig selv til at sige noget om den store gevinst.
Han orkede ikke lige nu at høre på hendes snak om hvad de skulle bruge pengene til. Hans penge.
Han ville gerne have lidt tid til at planlægge og nyde gevinsten lidt for sig selv.
Hun spurgte til, hvordan hans dag var gået, og han svarede, at det såmænd havde været en ganske almindelig dag. Der var ikke sket noget særligt.
Jeg synes du ser så glad ud i dag, sagde hun. Der må da være sket noget glædeligt.
Næh, svarede han ikke det jeg ved af. Måske det gode vejr?
Jeg synes ikke vejret har været specielt godt i dag, frittede hun.
Måske ikke, men så ved jeg ikke hvad det skulle være, nøjedes han med at sige.
Et bryllup.
af Bendt Bülow
Vi var noget utilpasse i den store næsten tomme restaurant med meget få borde. Guiden har stået for aftalen med stedet og vi sad nu og spiste en god middag. Vi var alene bortset fra et russisk par, der sad i den anden ende af restauranten.
Vi var fire turister fra Danmark i Leningrad. Året var 86 og advarslerne var mange, da vi tog hjemmefra. Ja, rigtigt, flere turister var blevet røvet på åben gade, og en enkelt var sågar blevet myrdet.
Men Leningrad var nok risikoen værd. Vinterpaladset, kunsten, det fremmedartede, de ensartede mennesker og krigsmuseerne var virkelig værd at se.
Og så sad vi en af de sidste aftener i en lidt hemmelig restaurant, hvor kun de indbudte fik adgang. Det havde guiden ordnet. Sjovt nok var vi næsten alene i rummet. Der var kun det russiske par, som nu viste os stor interesse.
De skålede med os en del gange og til sidst kom de over til vores bord med en flaske cognac og seks glas.
Vi hilste på dem og de slog sig ned og skænkede op og vi skålede. De talte russisk til os, og vi prøvede på engelsk, men vi forstod ikke, hvad de sagde og de forstod ikke, hvad vi sagde, og så skålede vi igen. Det forstod vi alle.
Så hidkaldte de en tjener og sagde en hel masse til ham, som vi ikke forstod. Han kunne engelsk og han fortalte os, at de to russere meget gerne ville have os med hjem.
Vi afslog straks, da vi ikke vidste om det var venligt ment. Vi havde hørt så mange historier om turister, der var blevet rullet i Leningrad. Tjeneren oversatte og parret gentog invitationen. Vi afslog igen og selv om de så flinke ud, turde vi ikke. Så de forlod restauranten.
Inden vi kom videre, gik den store dør i lokalets ene ende op og ind kom et brudepar i spidsen for en hale af opstemte russere. Der var bryllupsfest, og gæsterne skulle bruge lokalet til at danse i.
Det var åbenbart derfor, vi var blevet inviteret hjem til parret med cognacen. Men ingen havde nævnt årsagen til invitationen, så vi sad bare helt stille og følte os lidt til overs.
Vi kiggede på ceremonien, der tilsyneladende gik ud på, at brud og brudgom skulle danse med alle gæsterne efter tur. Pludselig var vi en del af festen. Min kone blev budt op af brudgommen og jeg af bruden.
Venteværelset
af Bendt Bülow
Hvor er lyden af det gammeldags ur dog enerverende. Tik-tok-tik-tok. Er sekunder virkelig så langsomme og lange. Klokken viser fem minutter i to. Han er urolig og træt. Nu er det alvor.
Foreløbig har han siddet her til ingen nytte i over to timer. Hvad sker der dog med hende. Det sidste lægen sagde, var at han skulle sætte sig ned og tage det roligt. Alt skulle nok ordne sig. Men som tiden går bliver det mere og mere svært at holde sig i ro. Uvisheden nager og fantasierne flagrer gennem hjernen.
Han er alene i venteværelset. Lugten af vådt overtøj hænger i luften. Belysningen er sparsom, hvad der gør det noget triste lokale mere hyggeligt end ventet. Det gulgrågrønne linoleumsgulv kunne trænge til en forandring og de matgule vægge kunne pyntes ved bare en enkelt gang hvid maling.
Vinduet glor tavst på ham og han glor igen uden tanke. Hjernen arbejder selv med det forhåndenværende. Han sidder og venter og håber.
Ventetid er vel egentlig et gode. Tiden føles uendelig. Hvad kunne der ikke nås i ventetiden. Han lukker øjnene og lukker af for den mørke rude. Men ventetid er altid tid, der kommer forkert. Noget der stiller sig i vejen for det egentlige. Tid der skal overstås eller slås ihjel, som man siger.
Godt udtryk, synes han, bare væk med den dumme ventetid. Men den er jo ikke til at slå ihjel. Det er andre, der bestemmer, hvor meget tid, der skal gå før han kan få svaret.
Han åbner øjnene og ser på det irriterende ur. Nu er klokken tre minutter i to.
I gamle dage havde han været med inde i behandlingsrummet. Det havde de nægtet. Først forstod han det ikke, men så kom han til at tænke på, at hun jo nu var 37. Hun var stadig hans datter, men ikke som da hun var syv. Tænk at sidde her midt om natten på skadestuen med en datter, der er kommet til skade, og som vel stadig har brug for en far, der er til stede.
Han er urolig. Nu fryser han lidt. Det har foreløbig taget over to timer siden de kom ind. Og hvad gør de ved hende. Han ser hende for sig lige før ulykken. Snakkende og leende efter en herlig aften.
Der havde været meget blod og hun havde ikke været til at få liv i, lige da ulykken var sket. Han selv havde været heldig. Det var jo ikke hans side af bilen, fjolset var kørt ind i.
Nu sker der noget. Lægen og sygeplejersken kommer ind i venteværelset. De ser alvorlige ud og hans hjerte er oppe i halsen med det samme. Han rejser sig brat.
Vi har gjort alt hvad vi kan, og nu kan vi ikke mere, kun håbe.
Din datter er ikke stabil og den næste time er meget afgørende.
Han falder ned på stolen igen. Lukker øjnene og mærker tårerne presse på. Han er ikke i stand til at sige noget. Han mærker lægens hånd på skulderen og det får ham til at give helt efter for gråden.
Vandhanen blev tændt.
af Bendt Bülow
Vandhanen blev tændt. Det kolde vand fossede ud. Hun talte til sytten. Så var vandet den rigtige temperatur. Hun lukkede hanen og rakte ud efter kedlen. Låget drillede lidt, men kom dog af med en skarp lyd.
Hun satte kedlen ind under hanen og lukkede lidt op. Vandet løb blødt ned i kedlen indtil kalkranden lige over midten var nået.. Så lukkede hun hanen igen. Stilheden kom igen. Kun lyden af hendes skridt til komfuret hørtes.
Kedlen kom på komfuret med et lille smæld, og med et klik blev der tændt for pladen på sekseren. Nu ville det tage syv minutter før vandet kogte. Hun gik tilbage til køkkenvasken.
Hun lukkede op for den varme hane. Det varede ti sekunder før vandet var så varmt som det nu kunne blive. Hun skyllede tekanden, Hun lukkede for vandet, mens hun hældte skyllevandet ud.
Så åbnede hun igen for det varme vand og fyldte tekanden op. Hun satte kanden på bordet og fik fat i teægget. Den grønne te var ikke på sin plads i underskabet. Mærkeligt.
Siden Anders døde kom der jo ikke nogen i køkkenet. Børnene kom sjældent. Selv om de boede lige om hjørnet.
Hun ledte videre efter teen. Måske skulle teen ikke stå i underskabet. Ryggen smertede tit efterhånden og det blev ikke bedre af bukke sig ned og tage ting i underskabet. Og børnene, som efterhånden var voksne, så hun mindre og mindre til. Hun rystede på hovedet og sukkede.
De havde vel deres at tænke på. I hvert fald den ældste, Morten.
Hun kunne stadig ikke forlige sig med, at den lille finke, Susanne, var flyttet ind hos Morten, mens Marianne, den søde pige og mor til Kasper og Abelone, måtte tage til takke med en treværelses lejlighed inde i byen. Susanne, der var ti år yngre end ham og sikkert bare var ude på at blive godt forsørget. Og børnene kunne Susanne heller ikke klare, så de så kun Morten en enkelt dag hver fjortende dag. Hun sukkede igen og fandt endelig den grønne te.
Den stod bag ved sukkerskålen, som også skulle frem. Te-ægget blev fyldt og lagt klar. Sukkerskålen blev stillet hen på spisepladsen. Her stod stadig to stole, som dengang Anders levede. Den anden stol blev sjældent brugt og stod egentlig i vejen tit, men hun vidste hun ville savne den, hvis den blev sat et andet sted hen. Der var tomt nok i forvejen.
Nu begyndte vandet i kedlen at snerre, så var der to minutter til det kogte.
Hun hældte vandet ud af tekanden og lagde te-ægget i.
Vandet kogte ikke endnu. Gudskelov gik det meget bedre med den yngste, Lillepigen.
Hun var godt gift og fornuftig nok til få ægteskabet til at vare ved. Lige som hun selv havde været det sammen med Anders.
Nu kogte vandet. Hun tog kedlen af pladen og fik låget lirket af. Vandet boblede stadig og dampen stod op af kedlen. Hun hældte forsigtigt den kogende vand ned i tekanden og nød duften af teen.
Hun satte kedlen tilbage på komfuret og undgik den varme plade. Så lagde hun låget på og stillede minuturet til at give lyd fra sig om fem-et-halvt minut. Det var den tid teen skulle trække, havde te-damen sagt og skrevet det på posen. Så skulle det jo nok være rigtigt. Ingen grund til at lave om på det.
Hun kiggede ud af vinduet og tænkte på Lillepigen. Godt gift nu på tiende år og stadig ingen børn.
De havde snakket om det en gang i mellem, men Lillepigen havde altid sagt, at det tidsnok kunne komme og at hun gerne ville have en karriere først. Hun var nu fireogtredive og det kunne da snart blive for sent. De sidste par år havde hun ikke nærmet sig emnet. Lillepigen blev som regel lidt skarp, hvis det kom på tale. Måske var der noget galt. Men hun turde ikke spørge.
Minuturet ringede og hun tog te-ægget op. Det blev lagt ned i vasken og låget blev lagt på tekanden.
Hun satte kanden hen på bordskåneren og hentede et krus i skabet. I dag tog hun kun et krus. De første par år efter at Anders var død, havde hun tit taget to krus frem i et tag, to ører i mellem to fingre. Nu var rutinen et krus mellem de samme to fingre. På vejen hen til stolen tog hun en teske i skuffen.
Hun satte sig og hældte te op i kruset. Lige to tredjedele fyldt, så det ikke skvulpede over kanten når sukkeret skulle røres rundt. To teskefulde sukker kom hun altid i og rørte rundt til der ikke var uopløst sukker at se i bunden af kruset.
Hun sad på den plads, hvor hun altid havde siddet og kiggede ind i væggen. Før i tiden var det altid Anders hun kunne se, når hun sad der. Hun burde egentlig skifte over til hans plads. Så kunne man se ud af vinduet. Men det kunne vente. Der var jo tid nok.
Hun tænkte på guldbrylluppet om 2 måneder. Det kom Anders ikke til at opleve. Det gjorde hun jo heller ikke selv sådan rigtigt, men alligevel havde hun tænkt sig at fejre dagen. Ikke noget stort, bare børn og børnebørn. Hun smagte på teen. Den var dejlig, som altid. Når man gør sig umage med noget, så går det som regel godt.
Uanset hvad Morten sagde, så skulle Marianne inviteres. Kasper og Abelone, de kære små, som hun meget sjældent så nu, skulle selvfølgelig også med. Lillepigen og søde Jesper var selvskrevne. Morten skulle selvfølgelig også med, og så måtte hun leve med, at Susanne, også skulle inviteres.
Så ville de blive otte. Måske var en frokost midt på dagen bedre. Oprindelig havde hun tænkt en middag, hvor hun lavede den mad, som Anders syntes allerbedst om. Men nu var hun i tvivl.
Hun stirrede ind i væggen. Teen var glemt. Nu så hun Anders for sig. Ikke som han så ud lige før han døde, men som han så ud da de mødtes. Hun sukkede og lukkede øjnene. Hvor havde det dog været en dejlig sommer dengang. Hun smilede og kunne næsten lugte græsset, som de havde siddet i lige da de havde fundet sammen. Dengang livet forekom uendeligt og mulighederne utallige.
Hun havde været tyve år dengang. Anders var seksogtyve og en voksen mand i hendes øjne. Han var så omsværmet, at hun kendte ham kun af udseende. Hun havde i flere år kigget langt efter ham, men han var altid i kvindeligt selskab, så hun havde nøjedes med at drømme.
Hun var selv ikke specielt omsværmet, men der havde dog været et par stykker, der var interesseret i hende. Det havde hun nydt så længe det varede. Især Jens, som var den eneste, der havde fået lov til at komme helt tæt på. Jens var sød og rar, og hendes mor havde accepteret ham. Selv var hun i tvivl og drømte om Anders. Sommeren kom og med den miraklet. Anders fik øje på hende, og hun huskede stadig sin kejtethed og blodet i kinderne, da han hilste på hende første gang og spurgte hvad hun hed.
Som om hun ikke vidste det.
Så havde han ellers skruet op for charmen, og hun glemte hurtigt, at han nok var meget erfaren og at hun måske bare ville blive en pige på hans vej til den næste.
Hun kom for sent i tanke om Jens. Da var drømmen gået i opfyldelse og mærkeligt nok var Anders ikke til sinds at gå videre til den næste. Han ville have Helle og ellers ingen, som han udtrykte sig.
Det var nok ikke helt sandt, men hun elskede også det udsagn. Alt ved Anders var dejligt.
Alting var så nemt den sommer, selv det at sige til Jens, at hun havde fundet sit livs kærlighed.
Jens var og blev en, der havde fyldt tiden ud, mens hun ventede på Anders. Det var i hvert fald sådan hun valgte at tænke på Jens.
Med Anders gik alting så hurtigt og rigtigt. Allerede til september friede Anders og de blev gift en strålende solskinsdag sidst i oktober. Skoven var i flammer og himlen blå. Alt var perfekt, syntes hun.
Paraply.
af Bendt Bülow
Jeg folder mig egentlig kun rigtig ud, når det regner. Men det meste af tiden fører jeg en noget mere skjult og tildækket tilværelse. Jeg kommer som regel med de mærkeligste steder, hvor jeg møder ligesindede. Her kan jeg så høre nyt om, hvordan det går rundt omkring i byen.
Men ofte er det de samme steder jeg kommer og her jeg møder som regel nogen jeg kender og så går snakken selvfølgelig om mere personlige ting og oplevelser.
Vi snakker for eksempel om, hvad vi har oplevet siden sidst og prøver at overgå hinanden med spøjse og spændende oplevelser. Eller vi fortæller hinanden om de traumatiske oplevelser vi har haft.
Sidst jeg mødte hende den lille i rødt, fortalte hun om et besøg hos en fælles bekendt, som hun som regel så i forbindelse med et ugentligt stævnemøde. Her var der sket det, at hun var væltet om på gulvet lige efter at være kommet ind af døren. Det havde været en rigtig hård oplevelse den time det stod på. Det havde i det hele taget været en begivenhedsrig dag, fortalte hun. Hun var stadig rystet og ked af det.
På vej hjem i bussen var hun nemlig ikke kommet af ved det rigtige stoppested og det havde været en forfærdelig oplevelse. For det første havde en del fremmede mennesker rørt ved hende og for det andet havde hun ikke vidst hvor hun var.
Pludselig stod hun i et ildelugtende lokale sammen med en masse helt fremmede, som var lige så ”lost” som hun selv var. Her gik det op for hende, at de alle var i samme båd, og at de på en eller anden måde var kommet væk fra de vante omgivelser. Alle var mere eller mindre ulykkelige.
Der var dog nogen, der var helt apatiske. De havde, som de sagde, været der i umindelige tider og alle havde formentlig glemt deres eksistens.
Til sin gru var hun kommet til at tilbringe natten i lokalet og først næste morgen var hun kommet tilbage til hjemmet efter endnu en masse berøringer fra folk hun ikke kendte.
Endelig var der dog dukket et kendt ansigt op ved skranken og havde taget hende med sig hjem.
Jeg trøstede hende med, at alt jo trods alt var gået godt i den sidste ende, og at der nok ville gå lang tid før hendes ejer glemte hende - det vil sige - sin paraply igen.
Jeg åbner min fars køleskab.
af Bendt Bülow
Jeg åbner min fars køleskab og stanken er ved at slå mig ud. Han har åbenbart slukket og glemt at der var mad. Jeg lukker hurtigt igen og spørger ham, hvornår han sidst har taget af maden. Det kan han ikke huske, men mener at det var i morges. Han går ind i stuen og sætter sig ved spisebordet.
Jeg åbner køleskabet igen, holder vejret og tager alting ud. Jeg putter den fordærvede mad i poser og skynder mig ud til nedfaldsskakten. Ad, hvor det lugter.
Jeg råber til min demente far, at vi skal ud og købe ind. Han svarer ikke. Jeg skynder mig at gøre skabet rent.
Nu kommer han ud og gør vrøvl over, at jeg har smidt hans mad ud. Jeg prøver at forklare hvorfor, men det tilfredsstiller ham ikke.
Han kan godt klare sig selv. Det har han altid kunnet, siger han. Efter min mening går det ikke for godt. Så vi skændes igen og mine forsøg på at hjælpe bliver absolut ikke taget nådigt op.
Så lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil hjælpe eller have ham på plejehjem. Begge dele ønsker jeg ikke og han gør heller ikke. Min mave gør ondt og tårerne presser sig på. Jeg kan snart ikke mere
Jeg vil jo gerne hjælpe, men føler ikke at min hjælp er nok. Der skal noget andet og mere til. Omvendt har jeg det også skidt med at tvinge ham på plejehjem. Det er ikke muligt at overtale ham til noget som helst og jeg er knugende magtesløs.
Venter jeg mon på, at nogen skal løse den gordiske knude for mig?
Her startede min forfatter skole...
af Bendt Bülow
1. Et blankt 'papir' kan være skræmmende. Hvad skal jeg skrive? Hvor skal jeg begynde? Emneord sætter rammer for teksten og sparker fantasien i gang.
Godt råd: Skriv løs og tænk bagefter. Brug den kreative del af hjernen, når du skriver, og den rationelle, når du læser igennem og omskriver.
Opgave: Skriv en lille historie inspireret af følgende emneord:
Skov, gul, nøgle, råbende, negl, stank, hjertebanken, kuffert.
Brug minimum 6 af de 8 emneord.
Rækkefølgen bestemmer du selv, og du kan bøje ordene, som du vil. Eks. råbende må godt blive til råbe, stank til stinkende osv.
Skrivetid: cirka 15 minutter.
1. En ulykke kommer sjældent alene.
af Bendt Bülow
Da jeg endelig fandt den gule picnickuffert inderst i kælderrummet og skulle skynde mig ud igen, ulykkedes det mig at vælte en stabel malerdåser. En ikke ubehagelig stank af terpentin bredte sig i det lille rum og fortalte mig at låget af mindst en dåse var røget af.
Da jeg endelig fandt dåsen og låget, var det selvfølgelig for sent. Malingen drev ned i de opbevarede skøjter.
Jeg havde meget travlt, da jeg var ved at gøre klar til skovtur med vennerne.
En ulykke kommer sjældent alene, tænkte jeg på vej op ad trappen til anden sal, hvor æggekogeren stod og arbejdede med den sidste ting til skovturen.
Pludselig begyndte mit hjerte banke mærkbart, da jeg kom til at tænke på at jeg havde glemt min entrenøgle.
Så der stod jeg med den gule picnickuffert foran en låst dør og en tændt æggekoger på den anden side af døren.
Jeg besindede mig. Altandøren stod jo på klem.
Så jeg ringede på hos naboen, hvis altan kun var en meter fra min.
Da naboen lukkede op, forklarede jeg mit problem og fik selvfølgelig lov til at låne hendes altan, selv om hun var lidt bekymret over mit forehavede.
Jeg svarede at det kunne jeg nemt klare og gik ud på hendes altan og overvejede, hvordan jeg kunne komme over på min egen.
Jag valgte at læne mig over og gribe fat i den øverste kant. Så skulle resten af kroppen bare med over og her gik det galt.
Mine hænder gled, en negl brækkede og naboen råbte et eller andet mens jeg faldt.
***************************************************************************************************
2. I denne opgave arbejder vi med show, don't tell (vis i stedet for at postulere), som vi uddyber i lektion 9.
Vi oplever verden gennem vores sanser. Derfor er det godt at tale til læserens sanser, når du skriver. Det gør din historie mere levende. Vi har 5 sanser: Lugte-, høre-, smage-, syns- og følesans + den 6.: intuitionen.
Opgave: Skriv en varm tekst. Uden at bruge ordet varm eller synonymer.
Anbring din hovedperson et varmt sted. Teksten skal være fysisk varm, ikke hjertevarm.
Skrivetid: Ca. 10 minutter
2. Røde kinder.
af Bendt Bülow
Det krævede overvindelse at træde ud på terrassen i solnedgangen iført Adamskostume.
Invitationen fra de to kvindelige studiekammerater til en tur i den udendørs spa, hvis rette betegnelse han ikke lige kunne huske, var kommet bag på ham. Efter afsluttet gruppeopgave havde de spist pizza og de to piger ville nu i spaen. Og han skulle med.
Han havde prøvet at undslå sig med en undskyldning om manglende badetøj. Dette havde udløst en høj latter fra de to piger. De forsikrede ham om at ingen tog badetøj på for at gå i spaen.
Og nu var han så på vej derhen. Pigerne var allerede kommet i og havde frit udsyn til hele hans krop.
Han havde nu kinder i en farve der matchede solnedgangen og han følte sig ganske lille i enhver henseende.
Pigerne smilede til ham da han steg op i vandet. De optrådte så naturligt og ligetil, at han efter at have sænket sig i til halsen, begyndte at nyde samværet og spa-turen.
Men så kom han til at tænke på at de skulle op igen!
Og farven i kinderne kom tilbage.
*******************************************************************************
3. Det gælder om at få læseren med fra start, gøre ham/hende nysgerrig.
Kast en 'krog' ud, som læseren kan bide på. Start teksten, der hvor det brænder på for hovedpersonen. Undgå en masse indledende snak. Hvis der sker noget vigtigt under en familiemiddag, så lad være med at starte morgenen inden, men gå lige på.
Opgave: Skriv en spændende start med titlen BLAFFEREN.
Husk at starte der, hvor det brænder på for hovedpersonen.
Skrivetid: Ca. 15 min.
Længde: Max. 200 ord.
3.Blaffer på afveje.
af Bendt Bülow
Han så det hvide ansigt og tommelfingeren sekunder før bilen ramte skikkelsen med et højt bump.
Han bremsede instinktivt og allerede inden bilen holdt stille, havde panikken grebet ham. Han fandt lygten med rystende hænder og fik med besvær døren op. Han prøvede at dæmpe panikken med kraftige vejrtrækninger mens han småløb tilbage af skovvejen.
Bremselængden var længere end han havde regnet med, formentlig på grund af de våde blade på vejen. Endelig fangede lyset den liggende kvinde.
Han nåede lige at tænke, at det var en mærkelig blaffer, der forsøgte sig i en regnfuld skov, inden han bøjede sig ned med bange anelser. Hun lå frygteligt stille og tavs.
Han lagde fingeren på halsen for at mærke pulsen. Nu sprang sveden frem på ryggen af ham. Der var vist ingen puls at mærke. Han forsøgte igen med rystende fingre og havde svært ved at fatte, at han måske havde slået et menneske ihjel.
Han rejste sig besværligt op. Han havde svært ved at stå på benene. Han lyste på hendes ansigt og fik kvalme. Der løb blod ud af munden på hende. Panikken kom tilbage og hans tanker gik i stå.
************************************************************************
4. En historie har 4 grundelementer. Vi kalder dem for de 4 teltpløkke.
- Person: Hvem handler historien om?
- Situation: Hvad foregår der?
- Miljø: Hvor foregår det?
- Følelse: Hvorfor er det vigtigt?
Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt - hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?
Opgave: Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG.
I kan vælge, som nogen allerede gør, at sætte jeres navn efter titlen, eller I kan opfatte Uventet besøg som en arbejdstitel og finde på jeres egen i stedet.
Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.
Skrivetid: Ca. 15 minutter.
4. Meget uventet besøg.
af Bendt Bülow
Hun fornemmer en svag lugt af fremmed parfume eller måske barbersprit, da hun træder ind i sin entre efter indkøbsturen. Har der været indbrud i huset medens hun var væk? Der lugter af noget, som minder om barbersprit.
Der har hende bekendt ikke været en mand i huset, siden hendes eksmand gik ud af døren for mere end et år siden.
Så det er måske indbrud. Hun går tøvende og forsigtigt ind i stuen, men alt står uforandret. Pludselig slår det hende at tyven nok er et sted i huset, måske i kælderen eller soveværelset.
Hun står helt stille og lytter. Der er ikke en lyd i huset. En pludselig lyd fra kælderen får hendes hjerte helt op i halsen og hun står som forstenet. Hendes hjerne prøver at få overtaget over de lamme ben, men intet sker. Hun skal ud af huset så hurtigt som muligt.
Pludselig virker benene og hun lister ud til hoveddøren, får den op og går stille ud. Hun lukker døren lydløst efter sig og skynder sig ud på vejen, medens hun finder sin mobiltelefon.
Hun ringer til politiet, som lover at komme så hurtigt som muligt. Hun skal bare blive ude af huset siger vagthavende.
Det har hun ikke svært ved. Der er måske en indbrudstyv i hendes hus.
Der går en evighed inden politiet kommer, synes hun.
Da de endelig kommer, forklarer hun, at ingen er kommet ud af huset. Den ene betjent spørger om der er andre udveje fra huset. Da hun siger nej, går de to betjente resolut ind ad hoveddøren.
Lidt efter kommer den ene ud og kalder på hende.
Hun kommer ind og får at vide, at der ikke er nogen personer i huset.
De ønsker hende en fortsat god dag og skynder sig ud. Hun når lige at høre en bemærkning fra den ene om hysteriske kællinger.
Hun går ned i kælderen med de varer der skal i kælderfryseren.
Døren til fyrrummet står åben og hun kan se en lille gul seddel på fyret.
På sedlen står der med velkendt skrift: Kære Susanne, jeg kom lige forbi og har hentet mine ski i krybekælderen. Husk i øvrigt at komme vand på fyret en gang i mellem. KH: Mogens.
Shit, så har hendes eksmand alligevel stadig en nøgle til huset. Det havde han ellers bedyret, at han ikke havde.
*******************************************************
5. Du kan vælge mellem flere forskellige fortællesynsvinkler, når du skriver en historie. De mest almindelige er:
1) Jeg-fortælleren
2) Personal-fortælleren (3. person). Her kan man have indre og/eller ydre syn. Når man kun har ydre syn kaldes det for en registrerende fortæller. Her holder fortælleren sig udenfor personernes indre og beskriver kun deres handlinger og gengiver deres tale. Altså fortælleren har ydre, men ikke indre syn på personerne. Som et kamera.
3) Den altvidende fortæller: Den altvidende fortæller ved, hvad der sker inde i hovedet på samtlige personer. Samtidigt kan den altvidende springe fra sted til sted og frem og tilbage i tid. For at illustrere dette følgende eks.: Hvad han ikke vidste var, at han senere som borgmester ville beslutte at lukke skolen ...
Opgave:
1. Skriv en lille tekst med arbejdstitlen: BUSSEN.
Skrivetid: 10 min. Brug personal-fortæller. Max. 250 ord.
2. Skriv nu teksten igen men denne gang med en jeg-fortæller.
Skrivetid: 10 minutter. I må selvfølgelig gerne ændre i teksten. Max 250 ord
5. Bus på vippen.
af Bendt Bülow
Version fortæller:
Nu var der dødstille i bussen. De 37 skiturister, guiden og chaufføren trak dårlig nok vejret. For lidt siden havde alle råbt og skreget i munden på hinanden, da bussen kørte ud over vejkanten og fortsatte ned af bjergsiden.
Nu hang bussen skråt lige på kanten af afgrunden med bagenden øverst, og hverken bussen eller passagererne vidste om den ville blive hængende eller falde ned.
Guiden havde bevaret roen og bedt alle om at sidde helt stille. Nu ventede de så på næste træk fra guidens side.
Bussen sitrede og flere af skituristerne kom med udbrud, som fik guiden til at tale beroligende i mikrofonen.
Guiden mente, at løsningen var at skituristerne på de fem bagerste rækker rykkede sammen på bagsædet. Dette ville forhåbentlig få bagenden af bussen til at falde tilbage på plateauet, som den desværre kun næsten var landet på.
Turisterne tav og angsten i bussen var til at mærke. Adskillige var gået i gang med at bede til gud og andre græd sagte. Ingen bevægede sig og guiden gentog opfordringen til turisterne på de fem bagerste rækker om at bevæge sig op mod bagsædet.
Et par stykker prøvede at klatre op mod bagsædet, men havde vanskeligheder.
En af turisterne i bagenden af bussen råbte, at det kun kunne lade sig gøre at komme op på bagsædet, hvis alle hjalp hinanden på klatreturen.
Langsomt kom de første op til bagsædet. Ved fælles hjælp lykkedes det at få alle på de fem sidste rækker sat i bevægelse mod bagsædet.
Da alle næsten var kommet så langt tilbage i bussen som de kunne komme, faldt bagenden med en høj lyd ned på plateauet.
Version Jeg-fortæller
Jeg vidste det. Der sker altid noget skidt, når jeg er med. Jeg nåede lige at tænke tanken, da bussen røg ud over kanten af bjergvejen. Efter en ellers vellykket skiferie i Frankrig var jeg og 36 andre ski- entusiaster på vej hjem gennem Tyskland.
Vi bragede ned af bjergsiden og alle skreg i munden på hinanden.
Pludselig lød der en skurrende lyd og bussen stoppede i en helt vanvittig vinkel. Vi holdt på kanten af et plauteau med bagenden opad og jeg som sad på sædet lige før bagsædet havde et frygteligt blik gennem hele bussen og videre ned i afgrunden. Sad var i øvrigt ikke ordet, for jeg var trykket mod sædet foran mig.
Guiden prøvede at berolige os med lav og rolig stemmeføring og det lykkedes. Alle holdt nærmest vejret og ingen turde bevæge sig. Bussen var tilsyneladende også nervøs. I hvert fald sitrede den hele tiden.
Guiden mente, at os på de fem bagerste rækker, som var nærmest bagsædet, skulle rykke sammen der.
Ingen hørte tilsyneladende guiden. Mange sad og græd eller bad til gud eller begge dele.
Guiden gentog opfordringen og et par stykker prøvede at klatre op mod bagsædet. Det var lidt svært for dem og jeg råbte, at vi på de bagerste rækker skulle hjælpe hinanden med at komme op på bagsædet.
Ganske forsigtigt kom dem fra de fem sidste rækker i bussen nærmere bagsædet og da de fleste havde nået målet, faldt bagenden ned på plateauet, hvor vi var landet efter rutcheturen.
************************************************************************
6. Der findes tre vigtige grundregler i plotbaserede historier:
Konflikt, konflikt og atter konflikt.
Der er ingen, der gider læse om personer, som udelukkende er lykkelige og ikke møder modstand. Det bliver kedeligt. Der opstår f.eks. konflikt, hvis en person har et ønske, men møder modstand. Det kan enten være en ydre- eller en indre modstand.
Der findes tre grundkonflikter:
1. En person vil noget, der umiddelbart virker umuligt. F.eks. droppe sit faste job og blive forfatter.
2. To mennesker, der vil det samme. F.eks. forelsket i den samme.
3. En person vil noget, som en anden prøver at forhindre. F.eks. En kvinde, der søger et job, men hendes mand modarbejder i det skjulte
Obs. Der kan være overlap mellem de tre grundkonflikter.
Opgave: Vælg en af de tre grundkonflikter og skriv et dramatisk højdepunkt. Start midt i.
Skrivetid: Ca. 20 min.
6. Taget i taget.
af Bendt Bülow
Uden at se ned kravlede jeg op mod tagryggen. Det var besværligt, fordi det stadig regnede. Jeg greb fat i de små udspring som gamle tage har. Da jeg nåede tagryggen, kiggede jeg ned mod det tagvindue, jeg var kommet ud af for lidt siden. Ingen at se endnu.
Normalt er jeg skrækslagen ved højder, men lige nu var jeg mere bange for den mand, der nede i opgangen havde skudt en kvinde lige for øjnene af mig, da jeg var på vej ned ad trappen.
Da han opdagede mig, begyndte han at løbe op ad trappen med pistolen hævet. Gudskelov var trappeløbet indrettet sådan, at jeg nåede at komme op ad trappen, inden han var på skudhold. Jeg kunne ikke nå at låse min entredør op, så jeg fortsatte mod tagetagen, hvor jeg vidste at jeg kunne komme ud på taget og væk gennem et lille vindue.
Jeg kom om på den anden side af tagryggen, og nu så jeg ned på gården fire etager nede. Nu blev jeg bange og rystede, så jeg næsten var ved at slippe taget. Da jeg samtidig kunne høre tagvinduet rasle og et hivende åndedræt, var det lige før jeg gik i panik.
Jeg trak vejret dybt og kiggede ned mod ejendommens store skorsten. Her var en mulighed for at slippe væk. Hvis jeg bare kunne komme tre meter hen ad taget kunne jeg ruche ned til skorstenen.
Jeg bevægede mig forsigtigt hen langs tagryggen, men nu dukkede mandens ansigt op.
Jeg kastede mig ned af tagets glatte sten og lige da jeg fik fat i skorstenen, ramte den første kugle lige over min hånd.
Det lykkedes at komme i læ bag skorstenen, men det var nok en stakket frist.
Jeg hørte manden bevæge sig hen langs tagryggen for at komme på skudhold. Jeg øjnede nu ingen muligheder for yderligere flugt. Dog kom jeg om på forsiden af skorstenen, hvor skorstensfejerens trin var. Her kunne jeg holde fast. Der lød et skud og jeg blev ramt i foden, som jeg ikke havde nået at få med. Jeg havde nær sluppet taget i trinet, så ondt gjorde det. Hjertet hamrede og mit åndedræt var meget stødvist.
Det sortnede for mine øjne, men jeg holdt godt fast og vidste nu ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg hørte lyde oppe fra taget og endnu et skud kom hvislende ned forbi skorstenen. Denne gang uden at ramme mig. Jeg var nu tæt på panik igen og var ved med vilje at slippe taget for at undgå at blive skudt. En absurd tanke fjerde sal taget i betragtning.
Jeg lukkede øjnene, græd, så mascaraen flød og ventede.
Så kom råbet og en høj skrabende lyd. Manden kom glidende ned ad taget og fik næsten fat i skorstenen, men uheldigvis for ham mistede han grebet i det våde tag, og fortsatte ud over kanten.
*************************************************************
7. For at en historie skal leve må den befolkes af troværdige og spændende personer. Det er vigtigt, at du som forfatter kender dine personer. At du ved meget mere end læseren.
Opgave:
1. Find en hovedperson og skriv starten på en historie. Titel: UNDERVEJS.
Skrivetid: Ca. 5 minutter.
2. Lav nu en liste over din persons egenskaber, gode som dårlige.
Hvad er personens største frygt, største ønske? Skriv alt hvad du kan ned om personen.
Skrivetid: Ca. 5 minutter.
3. Læs det igennem og genskriv så starten af din historie.
Skrivetid: ca. 5 minutter.
7. UNDERVEJS MED HOVEDPERSONENS LIV
af Bendt Bülow
UNDERVEJS
Jo nærmere han kom, desto langsommere gik han. Han prøvede at nyde foråret og alle de dejlige lyde og lugte, der hører foråret til. Men han kunne ikke.
Hans tanker kredsede om lægebesøget, han var på vej til. Om tyve minutter ville han vide om han var købt eller solgt.
Sjovt nok følte han sig helt frisk i dag. Han ville ønske, han ikke var gået til lægen. Der var vist ikke noget i vejen. Det var konen, der så spøgelser.
Bare fordi han havde været lidt utilpas og glemsom et par uger, havde hun insisteret på et lægebesøg. Han havde ikke omtalt hovedpinen, som var blevet en daglig plage. Den havde han klaret med piller sidst på dagen inden han kom hjem.
Alligevel havde konen opdaget, at han ikke var helt sig selv. Lægen havde beroliget ham ved det første besøg i 15 år og sagt noget om stress og hans alder. Så var han ellers blevet målt og vejet og havde fået taget en masse blodprøver. Og til sidst fik han besked om at komme igen om tre dage.
Så der gik han med sine mørke tanker. Han svingede mellem hvidt og sort. Men angsten fik mere og mere tag i ham jo nærmere han kom lægens hus.
HOVEDPERSONEN
Hovedpersonen er en mand på 47 med et kontorjob. (Bogholderi) og gift med en kone, som arbejder som lægesekretær.
Han er 185 cm. høj med gråsprængt hår.
Han er lettere overvægtig og dyrker ikke motion, ud over en gåtur en gang i mellem.
Han og konen fik tidligt i ægteskabet (20 og 22 år) et barn og to år senere endnu et.
Dreng og pige som det dengang hørte sig til.
Begge er flyttet hjemmefra.
Han er normalt hjemme klokken 1700 og herefter går stort set al tid med spise rydde op, se fjernsyn og i seng klokken 2300.
Dag ud og dag ind.
Hans største fornøjelse er sportsudsendelserne i fjernsynet. Han drømmer hver gang om, at det er ham, der er stjernen på holdet.
Selv om han har haft mange muligheder i livet, har han aldrig vovet at tage en chance i frygt for at blive til grin eller ikke være god nok. Han spørger sjældent andre om hjælp, da han jo kunne risikere et afslag.
Og han kan jo alt selv og er som regel klogere end andre. Og hvis det ikke er sikkert, at han kan selv, så er det ikke værd at gøre.
Han er bange for forandringer og kan ikke forestille sig verden anderledes end den er.
Og sådan skal den være.
UNDERVEJS IGEN
Jo nærmere han kom, desto langsommere gik han. Han gik uden at lægge mærke til foråret og alle de dejlige lyde og lugte, der hører foråret til. Han tænkte på sit liv og alle de gange han havde sagt fra over for muligheder, der havde vist sig.
Han var blevet tidligt gift med nærmest den første pige han kendte, og de havde fået to børn lige i starten af ægteskabet. Børnene var nu flyttet og levede deres eget liv. Han havde flere gange i løbet af deres 24 år gamle ægteskab tænkt at det kunne være rart med en anden kone, men der var jo nok ingen, der kunne holde ham ud. Så han var blevet i ægteskabet. Det var trygt og godt. Man ved hvad man har.
Hans tanker kredsede om lægebesøget, han var på vej til. Om tyve minutter ville han vide, om han var købt eller solgt. Han hadede at være syg. Det var ligesom noget, der ikke stemte i bogholderiet, som han arbejdede med til daglig. Så havde han det ikke godt før kolonnerne igen gik op.
Sjovt nok følte han sig ikke syg i dag. Han ville ønske, han ikke var gået til lægen. Der var nok ikke noget i vejen. Det var konen, der så spøgelser.
Han tænkte, at han nok bare var ude af form og lidt for rund. Det kunne nemt være det og det havde lægen vist nok givet ham ret i for tre dage siden.
Bare fordi han havde været lidt utilpas og glemsom et par uger, havde hun insisteret på et lægebesøg. Han havde ikke omtalt hovedpinen, som var blevet en daglig plage. Den havde han klaret med piller sidst på dagen inden han kom hjem.
Alligevel havde konen opdaget, at han ikke var helt sig selv. Lægen havde beroliget ham ved det første besøg i 15 år og sagt noget om stress og hans alder. Så var han ellers blevet målt og vejet og havde fået taget en masse blodprøver. Og til sidst fik han besked om at komme igen om tre dage.
Så der gik han på vej til visheden om, at han var enten rask eller syg. Han kunne næsten overbevise sig selv om, at alt var i orden.
Men angsten fik mere og mere tag i ham jo nærmere han kom lægens hus.
*****************************************************************************************
8. Ikke alt er lige vigtigt i en historie. Fortælletempoet er hurtigt ved beretning, altså når man refererer, og langsomt når man skriver i situation. Hvis du f.eks. vil fortælle din livshistorie må du vælge. Måske refererer du de første 7 år på 3 linier, og så går du i dybden med den gang, du klatrede op i et træ efter en kat og faldt ned og brækkede begge ben. Den situation fylder måske flere sider. Fordelen her er, at du kan nå at få sanser, detaljer, replikker m.m. med. For de fleste er langsomt fortælletempo det sværeste.
Skriv én og kun én situation, hvor du anvender langsomt fortælletempo.
Titel: BRUDDET.
Max. 400 ord
8. Det nødvendige brud.
af Bendt Bülow
Han talte trinene op til hendes velkendte, brune entredør. Der var rigtig mange, syntes han. Han havde aldrig talt dem før. Det havde været andre ting han tænkte på vej op til hende de seneste to år.
Tænk at han havde kendt hende i to år. Som tiden dog var gået.
Efterhånden som han nærmede sig hendes dør, gik han instinktivt langsommere. Han gik op ad trappen næsten som tiden var gået for ham de seneste to år. Først hurtigt og let og til sidst langsomt og tungt, nærmest som om det, at nå frem hertil, ville være uudholdeligt og noget, der skulle undgås.
Han sukkede tungt og besværet. Han følte sig nu rigtig nervøs og bange for, hvad der skulle ske om lidt.
Han havde forberedt sig på mødet i flere dage. En telefonopringning eller endnu bedre en sms ville han gerne have klaret sagen med. Men det ville trods alt være for slapt og næsten uforskammet.
Og sådan var han da vist ikke, tænkte han.
Lige nu, med fem trin til den brune dør, ville han ønske han havde valgt telefonen som løsning. Vende om ville være nemt, men også for nemt. Nu skulle det være.
Han nåede døren og mens han trak vejret dybt, satte han fingeren på ringeklokken.
Der skete ikke noget. Måske var hun ikke hjemme. Måske slap han med skrækken i dag.
Men nu hørte han trin og han fik sved på overlæben. Det her ville blive ubehageligt.
Hun åbnede døren, så undrende på ham og udbrød så: ”Jamen, det er da ikke onsdag i dag”.
Næh, stammede han og kiggede væk. Han vidste ikke, hvordan han skulle få det sagt, selv om han havde øvet sig på det i dagevis.
Han tænkte på, at hun jo havde brug for pengene og at hun nu måske ville mangle til huslejen.
Men det var jo alligevel ikke hans problem. Hun havde været meget givende for ham det første halvandet år af deres bekendtskab, men på det senere var det ligesom, der ikke kom noget nyt frem og han var blevet klar over at han måtte have en anden. Men det var svært at sige det til hende og lige nu stod han nærmest og rødmede, medens han forklarede, at han måtte videre i sin udvikling.Endelig kom de afgørende ord fra ham: "Derfor er jeg er nødt til at holde op med klaverundervisning hos dig om onsdagen.
9. Det er bedre at vise end at fortælle/postulere. Det er nemt at påstå at: Huset var så smukt. Men hvordan viser man det? Altså hvordan ser huset præcist ud? Hvad er det, der gør det smukt?
Opgave: Vælg ét af følgende adjektiver og skriv en tekst, der viser, at en person er enten:
Bange / forelsket / vred / deprimeret / glad / bitter / usikker eller jaloux.
Du må ikke bruge det valgte ord eller synonymer.
Max. 400 ord
9. En naturlig forklaring.
af Bendt Bülow
Telefonsvareren kom på igen. Han orkede ikke at sige beskeden en gang til. De fem han allerede havde indtalt var alligevel ens. Hvorfor svarede hun ikke eller ringede tilbage. Han stirrede ud i mørket, men så ingenting.
Klokken nærmede sig midnat og det var arbejdsdag i morgen. Han skulle på arbejde, og det skulle hun da også, så vidt han vidste. Der var nok en naturlig forklaring.
Da hun gik, sagde hun, at hun ville komme tidligt hjem. Det var bare en middag med nogle gamle skolekammerater.
Måske var der sket noget på vejen hjem? Hans hjerte slog hurtigere og han mærkede, at sveden løb fra armhulerne. Han slog det hen og prøvede at trække vejret dybt, så tankerne kunne blive helt rationelle.
Nej, selvfølgelig var der ikke sket noget. Så havde politiet sikkert ringet for længst.
Måske var selskabet hyggeligere end hun havde regnet med. Gamle skolekammerater sammen kan nemt glemme tiden. Og kunne der være gamle kærester med?
Tanken fik ham til at rejse sig op og knytte hænderne. Han gik rundt i stuen og pillede formålsløst ved nogle blade, der lå på spisebordet.
Han blev hed i kinderne og hænderne blev klamme. Han prøvede at slå tanken hen, men kunne ikke slippe de indre syner af Hanne i armene på en anden. Han prøvede igen at trække vejret dybt for at få hold på sine fantasier.
Der måtte da være at helt naturlig forklaring. Han kunne bare ikke komme på nogen lige nu.
Der var ulykken på vej hjem og utroskab at vælge imellem. Han kunne ikke vælge hvilken, han helst ville holde sig til. Det var som at vælge mellem to onder. Han satte sig tungt i sofaen igen og prøvede at få styr på sine tanker og uroen i kroppen.
Nu hørte han nøglen i låsen. Døren smækkede og Hanne råbte et eller andet han ikke kunne høre.
Så kom hun ind i stuen med meget røde kinder, smed tasken på bordet og fægtede med armene.
Tænk, der var strømnedbrud på S-toget. Så jeg tog bussen og det gik rigtig langsomt. Og værre endnu, min telefon manglede strøm, så jeg kunne ikke engang ringe til dig og sige at jeg var forsinket. Men du tænkte vel bare, at der nok var en naturlig forklaring på, at jeg kom senere hjem end beregnet.
Han sagde ikke noget, men tænkte, at det var mærkeligt, at hun ikke havde lånt en telefon af en medpassager i bussen.
**********************************************************************************
10. Plottet er historiens skelet - forfatterens hemmelige plan. Uden et plot kommer din historie nemt til at miste retning og stritte. Nogle forfattere bruger plot mere bevidst end andre. Har du problemer med din historie, kan det være fordi plottet ikke er i orden. Du kan bruge følgende plotmodel til hjælp:
1) Hovedpersonen har et projekt.
2) En forhindring.
3) Forsøg på at overvinde forhindringen.
4) Krise
5) Foreløbig fiasko
6) Afslutning. Konflikten løses - ikke nødvendigvis happy end og gerne anderledes end forventet.
Nu skal du selv prøve at lave et plot. Skriv et par linier ud fra hvert punkt. Du skal altså IKKE skrive selve historien nu, men 'bare' få styr på den. Altså vælger du en hovedperson, der vil noget, har et projekt. Du finder også på en forhindring osv.
Det er vigtigt, at projektet betyder noget for personen. Plottet er ikke det samme som en afviklingsmodel, du kan f.eks. godt starte din historie midt i krisen.
Skriv nu en situation fra punkt 4) KRISE.
Max 400 ord
PLOT
45- årig mand skal betale 30.000 kr. i spillegæld inden dagen er omme.
Han har ikke pengene og banken vil ikke låne ham flere.
I et desperat forsøg på at skaffe pengene, går han ind i en anden bank med maske og en pistolattrap. Han holder kassereren op med attrappen og forlanger penge. Han får kassebeholdningen i en medbragt taske og slipper væk.
Da han er sluppet væk i sin bil, holder han ind på en rasteplads. Han tæller pengene og opdager at han har røvet 17.000 kr., hvilket jo er alt for lidt.
Han er klar over at han bliver gennemtævet, hvis han ikke har 30.000 kr. i aften. Men hvad skal han gøre? Han aner ikke sine levende råd. Han mærker skrækken og gennemtænker forskellige muligheder. Han ender med at beslutte at røve endnu en bank i nabobyen. Og bliver rolig og målrettet bare ved tanken.
Vel fremme i nabobyen udvælger han en bank og herefter går det galt for ham.
STAKLENS SURE SHOW
Han flåede febrilsk tasken op, da bilen holdt stille efter en hård opbremsning på den øde rasteplads. Pengene lå der og han begyndte at tælle 500-kronesedlerne. Det gik lidt for hurtigt. Der var kun 28 af dem. Så var der 200-kronesedlerne. Dem var der 10 af og endelig 10 100-kronesedler.
Han ledte videre i tasken. Det var alt. Han havde røvet 17 tusind kr. og han skulle betale 30
inden klokken 24 i nat. Maven krampede og sveden begyndte at pible i armhulerne.
Panikken var tæt på. Han kunne forsvinde fra egnen med de 17 tusinde. Men det var bare en stakket frist. De ville hurtigt finde ham.
Så kunne han aflevere pengene og forsøge at få henstand med de sidste 13. Dårlig idé. De ville lammetæve ham alligevel.
Måske var udvejen at melde sig selv til politiet og komme ind i sikkerhed i et fængsel.
Han var sikker på at de havde kontakter i fængslet. Så tævene var sikre, selv med denne udvej.
Han mærkede angsten brede sig i kroppen, som en varm bølge.
Der var vist kun en vej videre. Endnu en bank måtte røves. Hvis heldet var med ham ville det gå ligeså nemt som første gang og måske ville der blive penge i overskud til ham selv.
Han mærkede roen sænke sig efter den tanke. Det ville være den rigtige udvej.
Beslutningen var taget og han startede bilen og satte kurs mod nabobyen.
Undervejs overbeviste han sig selv om, at alt ville flaske sig og at alle hans problemer snart var løst.
Efter parkering af bilen et lidt afsides sted gik han målbevidst mod en bank han før havde brugt, når han handlede i nabobyen. Den lå bekvemt ved siden af en smøge væk fra gågaden.
Han gik hurtigt ind i banken med tasken under armen, mens han tog masken på.
Henne ved kassen pegede han med pistolattrappen på kassereren og forlangte penge i tasken.
Pludselig blev alt sort for ham. Han blev væltet om på gulvet og en stemme bad ham ligge helt stille, ellers ville den sorte plastiksæk blive lukket helt sammen om hovedet på ham.
******************************************************************************************
Dette var mine 10 opgavesvar. Jeg havde stor fornøjelse af at skrive dem.
Jeg håber du har haft god fornøjelse af at læse dem.
Bendt Bülow